-
Nyt studie: Folk, der spiser små mængder af en populær fødevare, udvikler oftere demens
Источник: BDK Borsnyt / 17 янв 2025 07:51:06 America/New_York
Problemer med at finde ordene, forvirring vedrørende tid og sted og svigtende dømmekraft. Det er nogle af tegnene på demenssygdomme, som det anslås, at cirka 100.000 danskere over 65 år og 55 millioner mennesker i verden er ramt af. Forskningen i demens har de seneste år været i rivende udvikling. Nu peger et nyt studie på, at rødt, forarbejdet kød, som omfatter eksempelvis spegepølse og bacon, muligvis øger risikoen for at udvikle demens. Bag studiet, som er offentliggjort i det amerikanske videnskabelige tidsskrift The Neurology onsdag, står forskere fra hospitalsorganisationen Mass General Brigham og Harvard University. Forskerne er nået frem til, at folk, som spiser 22 gram rødt, forarbejdet kød eller mere om dagen, har 13 procent øget risiko for demens sammenlignet med folk, som spiser mindre end cirka otte gram. Mængden svarer ifølge forskerne til cirka to skiver bacon eller halvanden skive pølse. Studiet handler ikke alene om det forarbejdede kød. Det nye studie viser også, at der blandt folk, som spiser en del uforarbejdet rødt kød, er en 16 procent øget risiko for, at de selv rapporterer en nedgang i deres kognitive evner sammenlignet med folk, som spiser halvt så meget af det uprocesserede kød. Forskellen i tallene bliver kun endnu større, hvis man sammenligner med folk, der spiser nødder, bælgfrugter eller fisk. Små forskelle Studiet bygger på data fra 133.000 personer i USA, som er blevet fulgt i årevis. Cirka 11.000 af personerne blev op til 43 år efter diagnosticeret med demens. Der er tale om et godt og interessant studie, som rammer ned i en igangværende debat om de sundhedsmæssige konsekvenser ved at spise processeret kød i forhold til rene råvarer, mener Steen Gregers Hasselbalch. Han er klinisk professor i demenssygdomme og neurologi ved Københavns Universitet og på Rigshospitalet. »Det er i studiet meget små kødmængder, som muligvis gør en forskel,« siger Steen Gregers Hasselbalch. »Så kan læserne jo godt blive bekymrede. Derfor er det også vigtigt at tage nogle forbehold.« Han påpeger blandt andet, at der er tale om et observationsstudie. Det betyder, at man ikke kan bruge det til at konkludere, at den øgede risiko rent faktisk skyldes kødindtaget. Det kan også være, at folk, som spiser lidt kød, er sundere mennesker af andre grunde. »Men forskerne har faktisk taget højde for rigtig mange andre faktorer,« siger han. Eksempelvis har forskerne taget højde for en række livsstilsfaktorer som eksempel fysisk aktivitet, socioøkonomisk status, uddannelse og meget andet. Men man kan ikke tage højde for alt. Årsagen? Hvad kan forklaringen være på, at rødt kød eller rødt forarbejdet kød muligvis øger risikoen for demens – hvad er mekanismen? »Ja, det er et godt spørgsmål. Det er faktisk ikke afklaret,« lyder svaret fra Steen Gregers Hasselbalch. Forskerne bag studiet skriver, at det høje indhold af mættet fedt i rødt kød, som forringer stofskiftet og fører til insulinresistens, muligvis kan bidrage til kognitiv tilbagegang. De mistænker tarmmikrobiomet Trimethylamin N-oxid på grund af indvirkningen på nogle specifikke proteiner, der er involveret i udviklingen af Alzheimers. Det er ikke første gang, forarbejdet kød nævnes i samme sætning som demensrisiko. I 2021 viste et studie med deltagere fra England, Skotland og Wales, at 25 gram forarbejdet kød muligvis var associeret med en cirka 44 procent øget risiko for en demensdiagnose, har Nationalt Videnscenter for Demens skrevet. https://www.berlingske.dk/vores-liv/nyt-studie-folk-der-spiser-smaa-maengder-af-en-populaer-foedevare